I Elderlearn har vi et stadigt fokus på at undersøge og evaluere den effekt et Elderlearn match har for både seniorer, internationale tilflytterer og samfundet set i et bredere perspektiv. På denne side finder du links til de eksterne evalueringer som Elderlearn har været en del af, samt tal fra nogle af vores interne evalueringer.

En indsats gennem Elderlearn kan indvirke positivt på flere aspekter af de frivilliges liv og trivsel.

 

Bedre trivsel hos seniorer

Værdifulde sociale relationer har afgørende betydning for et menneskes helbred, både psykisk og fysisk. 

Ensomhed, defineret som en uoverensstemmelse mellem ønsket social kontakt og faktisk social kontakt, kan lede til mistrivsel, stress, sygdomme, indlæggelser, lægebesøg og dermed øgede offentlige udgifter.  

Særligt følelsen af ikke længere at være til gavn for nogen kan øge følelsen af at være ensom. 
I Elderlearn er der brug for seniorernes hjælp til at understøtte en international tilflytters sprogforståelse. Dermed genetableres seniorens funktion i samfundet, og det er i vores øjne det stærkeste våben mod ensomhed.

Sprogkundskaber og kulturforståelse hos internationale tilflyttere

Dårlige sprogkundskaber og begrænset kulturforståelse hos internationale tilflyttere, resulterer ofte i dårlig integration med negative følger for jobmuligheder, for tilflytternes børns fremtidsmuligheder og deres families sundhed og trivsel. 

I Elderlearn får internationale tilflyttere en tryg relation, hvor det talte sprog øves, og hvor der kan tales om hverdagens udfordringer i Danmark fx ift. uddannelse og arbejde, traditioner og forventninger og andre kulturelle emner. 

Det styrker de internationale tilflytteres selvtillid, trivsel og forståelse for dansk kultur, hvilket fører til bedre integration og tilknytning til samfundet.


Internationale tilflytteres jobtilknytning


I Danmark har vi en udfordring i forhold til fastholdelse af internationale medarbejdere. 

Mange rejser igen inden for de første år efter ankomst, og i løbet af fem år har mere end halvdelen af de højtuddannede udlændinge forladt Danmark. 

Manglende danskkundskaber, og dermed manglende mulighed for at danne længerevarende relationer og tilhørsforhold efter arbejdstid, er ifølge Dansk Industri nogle af de hyppigste årsager til, at internationale medarbejdere forlader Danmark.

For mange udenlandske medarbejdere er det svært at få mulighed for at øve det danske sprog i løbet af en normal arbejdsdag - ofte fordi det er lettere for kollegaer at slå over i engelsk.  

Det er måske mere effektivt at tale engelsk, men det er en kortsigtet løsning. Det manglende sprog vanskeliggør tilknytningen til hverdagslivet i Danmark. 

Et match gennem Elderlearn kan derfor være et værdifuldt supplement til sprogkurser, onboardingforløb og fastholdelsesstrategier, og er i mange tilfælde den første relation, hvor den internationale tilflytter bruger det danske sprog aktivt.

Opkvalificering og fastholdelse af sosu-elever og medarbejdere. 

I mange kommuner er det svært at fastholde sosu-elever og -medarbejdere. Det gælder ikke mindst for den store andel af sosu’er med udenlandsk baggrund. 

Undersøgelser viser, at frafaldet for denne gruppe ofte handler om sproglige og kulturelle udfordringer, som gør det daglige arbejde i fx hjemmeplejen og på plejehjem vanskelig. 

Møder mellem seniorer og tilflyttere bidrager til en styrket lyst til at arbejde med ældre borgere. 

Elderlearns resultater for målrettede indsatser med sosu-fokus viser blandt andet, at

  • 57% af sosu-eleverne efter et match i Elderlearn er blevet mere interesseret i at arbejde med ældre

  • 77% er blevet mere trygge ved at tale dansk med kolleger og ældre

  • 78% synes matchet har hjulpet dem med at lære dansk

  • 78% har med Elderlearn-makkerskabet fået mere lyst til at fortsætte med deres uddannelse.


Frivillighed til alle ældre

Et kvalitativt studie af muligheder og udfordringer ved udbredelse og opskalering af et socialt frivilligt tilbud for ældre og udlængdinge.

Nordea Fonden har støttet følgeforskningen om Elderlearn fra Center for Humanistisk Sundhedsforskning (CoRe) på Københavns Universitet.

Her kan du læse en rapport, der gennemgår projektets resultater.

Læs rapporten her


Når svækkede ældre mennesker bliver frivillige

Fonden for Ensomme Gamles Værn har støttet etnologisk følgeforskning om Elderlearn fra Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Københavns Universitet.

Her kan du læse en rapport, der gennemgår projektets resultater.

Læs rapporten her